raw food, grøntsager, sund kost, RawChallenge, Vægttab
Blog,  Raw Food

Vegansk Raw Food

Vegansk Raw Food

- Råt er godt!

Mange tror, at fordi man er veganer, så er man automatisk også sund – men det er ikke altid sådan det forholder sig! Mange veganere kæmper ligeså meget med deres spisevaner, som så mange andre gør – hvor for meget fedt og sukker i form af forarbejdede erstatningsprodukter ofte kan udgøre en for stor del af hverdagen for mange – og er det særlig sundt? Svaret er nej, desværre ikke – veganske pølser, chips og cola er ikke sundt blot fordi det er vegansk – så hvis du drømmer om at få optimeret dine spisemønstre og få mere sundhed ind i din veganske livsstil, så kan jeg varmt anbefale at inkorporere mere raw food i din hverdag – ikke nok med, at det er godt for dyrene og miljøet – det nemlig også godt for dig og dit helbred! Men hvordan kommer man egentlig i gang, hvad er raw food, og hvor starter man?!

Hvad er raw food?

Raw food er i alt sin enkelthed mad i sin naturlige form, der hverken er forarbejdet, raffineret eller opvarmet. Det vil sige friske frugter, grøntsager, bladgrønt, spirer, krydderurter, nødder, frø og kerner! Man spiser således maden rå, som den findes i naturens helt egen indpakning, netop designet til at tilføre din krop alle de næringsstoffer, mineraler og aminosyre, som den har brug for, for at være i balance og fungere optimalt. Grundtanken er, at hvis man ikke kan spise fødevaren i dens rå form, som den findes i naturen, så spiser man den simpelthen ikke.

Der findes flere forskellige retninger indenfor raw food, og den mest kendte benævnes ’Gourmet raw food’, som indeholder meget fedt i form at olier, frø og nødder. Det er her du finder de proceserede produkter som barer, kager, osv. Så hvilken retning du vælger, kommer meget an på dine mål og drømme med din kostændring. At noget er markedsført som ‘raw’, gør det nemlig ikke nødvendigvis helbredende – og det er ikke altid nemt at finde rundt i til at starte med. Såfremt du med din kostændring for eksempel ønsker at komme mere i balance, helbrede sig selv for skavanker eller sygdomme og dermed regenerere sine celler, er det nemlig en anden retning, vi skal hen mod, nemlig retningen 80/10/10, der består af en mere simpel, fedtfattig og let kost, baseret på især frugt, salat og bløde grøntsager.

Hvad betyder 80/10/10 så?

Raw-food-retningen 80/10/10 er opfundet af amerikaneren, Doug Graham, og henviser til, at man i forhold til det daglige indtag spiser minimum 80% kulhydrater, maksimum 10% fedt og maksimum 10% protein. De 80% kulhydrater kommer primært fra frugt, de 10% proteiner kommer generelt fra frugt, bladgrønt, grøntsager, frø og nødder, for der er proteiner/aminosyre i alt mad, også frugt du måske slet ikke havde troet.

Du behøver derfor ikke være bange for, om du får for lidt eller for meget, så længe du ikke spiser avokado og andre meget fedtholdige måltider hver eneste dag, så regulerer kroppen sig selv. Hvis du for eksempel tilføjer en lille håndfuld nødder eller en avokado hver anden eller tredje dag, vil du sagtens kunne holde dig under de 10%.

Der er også flere, der vælger at køre ren frugt og kun let bladgrønt for at regenerere mere i dybden. Hvis raw food skal virke helbredende og regenererende, skal der altså skrues helt ned for fedt – og godt op for saftig, moden frugt og bladgrønt.

Fedtet er langsomt fordøjeligt (ca. 5-7 timer) og ligger længe i både mavesæk og tarme og bremser fordøjelsen for den mad, der indtages efterfølgende. For meget fedt, samt fedt indtaget for tæt på et frugtmåltid, bevirker at fedtet blokerer for optagelsen af den hurtigt optagelige energi/kulhydraterne fra frugten både i blodet og cellerne, og det kan give problemer med blodsukkerbalancen og efterfølgende ubalancer i relation bl.a. candida og diabetes. Spis derfor aldrig fedt sammen med frugt/kulhydrater, da dette vil ligge og fermentere i fordøjelsessystemet.

Glem alt det, du troede du vidste!

Det er essentielt, at du er åben for ny viden, såfremt du drømmer om at ændre livsstil til en mere raw, frugt- og grøntbaseret kost, så du ikke går rundt og bekymrer dig, fordi du er bange for ikke at få protein eller næring nok, så undersøg gerne forskellige aspekter og myter helt til bunds, prøv dem af på dig selv og føl virkningen – for den lyver ihvertfald ikke – det er min erfaring!

Nogle af de vigtige aspekter at have for øje er eksempelvis, at du skal spise, når du har lyst og ikke være bange for hverken frugtsukker eller portionsstørrelser! Glem således spisetider, kalorietælling og restriktioner – på en raw/frugt-diæt kan du spise så meget du overhovedet vil – når du vil. Der er nemlig ikke noget, der hedder for mange kalorier eller for meget frugtsukker, så længe dit fedtindtag er under de 10%. Du vil derimod tabe dig af overvejende at leve på frugt, da kroppen vil balancere sig selv – blot vær tålmodig.

Det er enormt befriende med en livsstil, hvor man ikke skal tænke i begrænsninger, men blot kan spise løs. Det er derfor vigtigt, at du blot spiser, når du føler sult – lyt til din krop – også selvom du lige har spist en stor portion frugt/salat eller drukket en smoothie en time forinden. Hvis du er mere sulten, så er det helt okay at spise igen.

Det er også sådan, at ens sult kan variere meget, fra at man kan føle sig konstant sulten, ligemeget, hvor meget frugt, man indtager, til at man føler mæthed en hel dag på trods af, at man måske kun har fået et par smoothies. Særligt vandmelon synes jeg personligt giver en dejlig mæthedsfornemmelse og samtidig slukker tørsten og hydrerer kroppen helt ind i cellerne. Undgå dog at blande vandmelon med andet frugt og grønt, da den er meget udrensende, letfordøjeligt og går hurtigt igennem systemet, så hvis den blandes med andre fødevarer, kan det ligge og gære i tarmen og du risikerer at få ondt i maven og blive oppustet.

Forberedelse er nøglen!

Inden du afprøver en raw-vegan livsstil, er det meget fordelagtigt med en overgangsfase, så din krop stille og roligt kan vænne sig til forandringerne. I den sammenhæng bør du fokusere på en basisk kost, der nedsætter inflammation i kroppen og bringer dig mere i balance. Spis derfor en plantebaseret kost bestående af fødevarer som; frugt og grøntsager (herunder gerne friskpresset juice), bladgrønt, spirer, dadler, rosiner, figner, nødder, frø, quinoa, kartofler, amarant, hirse, hvidløg, ingefær og krydderurter.

Start overgangsfasen med at skære fedt og olier væk som det første og dernæst sukker. Drop alt, der hedder slik, kage, ketchup samt andre fødevare, der er tilsat sukker, eddike og olier. Derudover bør du i overgangsfasen undgå meget syredannende fødevarer som; bønner, linser, ris, pasta, fuldkornsprodukter, alkohol, koffein, forarbejdet mad og fast-food generelt. Jeg vil personligt anbefale at påbegynde forberedelserne minimum 14 dage, før du planlægger at gå raw, men gerne tidligere, da det vil lette eventuelle detox-symptomer undervejs.

Omfavn elendigheden!

Bliv ikke bange! Starten er altid den hårdeste, når man vælger at lave et skift i sin kost, og det er derfor vigtigt, at du er forberedt på, hvad du kan forvente, efter du er gået igang, så du ikke bliver nervøs for, om der er noget helt galt. Bare rolig, det er helt normalt, at det ikke føles rart til en start. Du vil blandt andet kunne opleve hovedpine, dårlig mave, træthed, irritabilitet, søvnbesvær, humør-ændringer, influenza symptomer generelt og meget andet. Det kan også være gamle skader og ubalancer, der kommer op til overfladen igen – men blot forsøg at omfavne det og vid, at alt er som det skal være.

For selvom det bestemt ikke lyder særlig rart, er det faktisk symptomer, som du skal være taknemmelig for. Det er nemlig tegn på, at din krop afgifter og eliminerer gamle affaldsstoffer, syre og celleaffald, som helst bare skal hurtigst muligt ud af dit system – og denne proces giver kroppen nu i højere grad tilladelse til, fordi du spiser en meget letfordøjelig kost bestående hovedsageligt af frugt og grønt. Det frigiver en del tid, som kroppen nu kan bruge på at arbejde på sig selv i stedet for, at al tiden går til fordøjelse, forarbejdning og affaldssortering. Detox-symptomer, som desuden varierer meget fra person til person alt efter helbredstilstand, er et tegn på, at kroppen begynder at reparere sig selv og hele de skavanker og ubalancer, der måtte være. Så tak din krop og vær tålmodig – den arbejder hårdt for dig.

Det vigtigste i denne sammenhæng er at holde ud! Ikke at give efter på grund af elendigheden, især ikke når du mærker cravings. Disse skal elimineres og ikke fodres, for ellers udsætter du bare det uundgåelige og skal blot deale med dem på et senere tidspunkt. Så hold ud! Og det er bestemt ikke nemt – men det er enkelt – og når man først har prøvet at komme ud på den anden side, ved man hvordan det føles at være fri af disse cravings – og det er den mest fantastiske følelse i verden – men nemt er det ikke!!!

Det tog mig mange år at nå dertil – men jeg har lært nu, at det virkelig er det værd at holde disse cravings ud, selvom man ligger sammenkrøllet og har det forfærdeligt. Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det endnu tidligere i mit liv – men det var som sagt ikke nemt. Derfor vil jeg gerne videregive mine erfaringer, for det handler virkelig om at bestemme sig for at handle, tage action, gøre noget – og ikke fortsætte i samme spor – for så ender man der, hvor man er på vej hen! Men man skal være parat – og det er ofte dét, der tager tid.

Du skal ikke være perfekt!

Det er desuden essentielt for din proces, at du er kærlig mod dig selv hele vejen igennem. Det handler ikke om at være perfekt, men om at gøre sit bedste! Mange har tendens til at dunke sig selv i hovedet, når de er i en proces med at omlægge deres livsstil med sundere vaner og de så fejler og falder i! Der er ikke noget, der hedder at fejle – slet det ord fra dit ordforråd – for bare dét, at du tager første step er et stridt på vejen i den rigtige retning og dermed en kæmpe succes. Lad os kalde det læring og erfaring i stedet for! Undgå at tænke, at alt skal være 100% perfekt og at det er verdens undergang, hvis du ikke konstant lever op til dine egne høje forventninger, for det fucker med dit mindset! Det er en proces, der tager tid og kræver selvkærlighed.

Vær god mod dig selv, ros dig selv og anerkend alt dét, du rent faktisk gør for dig selv med dine ændrede spisevaner! For det er hvordan du rejser dig igen efter et fald, der har den største betydning for din proces og dermed dit slutresultat! Stræb i stedet efter at være den bedste version af dig selv, og gør det så godt du overhovedet kan – mere kan du ikke forlange af dig selv!

Alle falder desuden i, så et perspektivskifte på ‘alt eller intet’-tilgangen er at foretrække, for lidt er altid bedre end intet. Der er plads til at ryge af sporet i alle aspekter af livet, men det er ikke noget, du bør fokusere på eller give opmærksomhed til. Sker det, at du falder tilbage i gamle spisemønstre, så tilgiv dig selv og kom tilbage på rette kurs med det samme og husk på, hvorfor du gør det! Hold fast i din indre motivation. Sig til dig selv, at du gerne må, men spørg samtidig dig selv om du virkelig har lyst, og om denne handling vil bringe dig tættere på eller længe væk fra dit mål. Du må altså gerne – du træffer blot et valg! Det handler om motivationen for, hvorfor du vælger som du gør – og det er dét, der kommer til at definere din proces. Personligt for mig, var det først da jeg ændrede mit mindset, at jeg fik succes med at opnå de mål, jeg i mange år havde drømt om – for eksempel at føle mig tilpas i min egen krop. Og husk, at denne proces tager tid! Så undgå at slå dig selv i hovedet over det – det giver kun det modsatte resultat. Og når du så falder tilbage i gamle tankemønstre, så beslut dig for, at nu spiser jeg dette, fordi jeg har valgt det og så hav det godt med det og tag dig ekstra godt af konsekvenserne bagefter. Med tiden vil der gå længere og længere i mellem dine tilbagefald, fordi du rent faktisk lytter til din krop og dit mindset.

Så mit råd til dig, der ønsker en succesfuld kostomlægning eller blot en optimering af de daglige vaner, er således at være blid mod dig selv. Selvkærlighed er noget af det vigtigste for udvikling – det har jeg ihvertfald erfaret på min lange rejse mod et bedre helbred og et sundere liv – og det vil bringe dig tættere dit mål med tiden! Så accepter, hvor du er nu, gør det så godt du kan og anerkend dig selv for det! Det hele handler om mindset!

Har du brug for vejledning og støtte?

Hvis du ønsker inspiration, motivation og vejledning til en raw- eller frugtbaseret livsstil, eller blot vil leve sundere og inkorporere mere frugt og grønt i hverdagen, så følg med på hjemmesiden her eller på facebook-siden RawsomeVibes! Du kan også komme med i det gratis community på Facebook, hvor vi inspirerer og støtter hinanden i rejsen mod et helbred i balance – læs mere om fællesskabet HER!

Ønsker du personlig rådgivning, coaching – og mentor forløb – så tilbyder jeg også det! Læs mere om hvad jeg tilbyder af forskellige forløb og behandlinger HER! Eller skriv til mig for at høre nærmere!